Trofæopmåling
Trofæopmåling efter CIC, som er den mest anvendte I Danmark til alle europæiske arter omfatter bedømmelse af nogle egenskaber og skøn af trofæets skønhed.
Opmåling af bukkeopsats
Bukkeopsatsen opmåles efter CIC ved at give points for højde på opsatsen, vægt, volumen og skønhed. Når hver egenskab er bedømt lægges alle pointene sammen. Udfra pointsummen kan der gives medalje.
Efterfølgende gennemgås:
- Gennemsnitsstanglængde
- Vægt
- Volumen
- Skønhed
Gennemsnitsstanglængde
Hver stang måles med et tyndt målebånd, hvor alle ujævnheder kan følges. Der måles fra underkanten af rosenkransen og op langs stangens yderside til stangspids. Målingen foretages med 1 mm’s nøjagtighed.
Gennemsnitsstanglængde beregnes ved at lægge de 2 stanglængder sammen og dividere med 2. Deraf navnet gennemsnitsstanglængden.
Der gives 0,5 point for hver 10 mm
Vægt
Opsatsen vejes efter tørretid med 1 grams nøjagtighed. Afsavningen kan være afgørende for at opsatsen kan opnå medalje. Ved forkert afsavning kan man risikere at miste det afgørende point der skal til for at få f.eks. en bronze medalje. Derfor er det bedst helt at lade være med at save i bukkeopsatsen og foretage trofæopmålingen først og derefter bestemme hvordan opsatsen skal afsaves og derefter monteres.
Der gives 1 point for hver 10 gram.
Når hele kraniet vejes fratrækkes 90 gram(nettovægt).
Før en officiel CIC opmåling skal trofæet minimum have tørret 30 dage efter at det er blevet trofæbehandlet. Tidligere var kravet til tørretiden 90 dage.
Volumen
Volumen på bukkeopsatsen måles ved vandfortrængning. Det gøres ved at anbringe opsatsen i en tynd snor som hænger I en vægt. Opsatsen nedsænkes I et vandkar, således at kun stænger og rosenkransen er under vand. Resultatet fra vægten noteres som våd vægt.
Der gives 0,3 points for hver cm3
Volumen = Tørvægt – Våd vægt
Point = Volumen * 0.3
Skønhed
For skønhed vurderes 3 egenskaber: farve, perler og rosenkranse.
Farven giver op til 4 point, hvor 0 gives for den hel lysebrune og op til 4 point for den helt sorte stangfarve. Hvis opsatsen er kunstig farvet gives 0 point.
Perler giver fra 0 point op til 4 points.
Glat stang giver 0 point
Lidt perler giver 1 point
Små talrige perler giver 2 points
Små perler på begge sider af stangen giver 3 points
Store perler på begge sider af stangen giver 4 points
Rosenkranse giver fra 0 til 4 points
Lav og tynd rosenkrans giver 0 point
Middelmådige rosenkranse giver 1 points
Pæne kranseformede rosenkranse giver 2 points
Stærke og brede rosenkranse giver 3 points
Særlige brede og høje rosenkranse giver 4 points
Udlæg måles ved den største indvendige og vandrette afstand mellem de to topsprosser. Resultatet fra længde noteres. Derefter beregnes hvor meget udlægget udgør af middelstanglængden.
Udlægs procent = (Udlæg [cm] / middelstanglængden) * 100 [%]
op til 30 % giver 0 point
30,0 til 34,9 % giver 1 points
35,0 til 39,9 % giver 2 points
40,0 til 44,9 % giver 3 points
45,0 til 75 % giver 4 points
Over 75 % giver 0 point
Sprossernes ender giver op til 2 points.
Stumpe, matte eller brækkede sprosser giver 0 point.
Spidse og fine elfenbensfarvede giver 2 points.
Tillæg og fradrag giver op til 5 points.
En uregelmæssig opsats eller korte sprosser eller mangler giver op til 5 minus points
En regelmæssig opsats giver 2,5 points
Medaljekrav for buk (CIC) – opsats
Medaljekrav for buk i henhold til CIC er fælgende:
Gør det selv trofæopmåling
Enhver jæger kan selv foretage en opmåling af en bukkeopsats, men man kan naturligvis ikke få godkendt opmålingen uden at være godkendt opmåler iht. standarderne. Men hvis man gerne vil kende til størrelsen af sine bukkeopsatser kan den følgende fremgangsmåde følges. Derefter kan man vælge at indlevere opsatsen til en opmåler f.eks. Trofæopmåling ved Sten Breith, hvis opsatsen kan give en medalje.
Fremgangsmetoden anvendes når bukkeopsatsen er trofæbehandlet og tørretiden på 30 dage er tilendebragt. Hele kraniet vejes dvs. bruttovægten. Nettovægten fås ved at fratrække 90 gram. Nettovægten ganges med en faktor på 0.2538 og tillægges point for skønhed dvs. samme metode som beskrevet tidligere.
Estimeret point sum = (Netto vægten * 0,2538) + 12 points
Gennemsnitsfaktoren på 0,2538 er beregnet af Sten Breith ved at opmåle 3235 bukke i Danmark. Her har han fundet ud af at for at opnå den korrekte pointsum skal der ganges med en faktor på mellem 0,23 og 0,32.
I dette eksempel er der blot lagt 12 point til for skønhed for at gøre eksemplet nemt og overskueligt. Skønhed skal naturligvis opgøres i henhold til overstående beskrivelse
Hvor meget vejer en medalje buk?
Hvor meget en medalje buk vejer er svært at sige. Men bruges statistikken, som Steen Breith har oparbejdet i sin tid som opmåler kan man med rimelig statisk sikkerhed sige at for at opnå henholdsvis bronze, sølv eller guld medalje skal vægten være i følgende intervaller:
Bronze medalje:
Gennemsnit på 366 gram netto med et interval fra 291 til 404 gram netto.
Sølv medalje:
Gennemsnit på 406 gram netto med et interval fra 322 til 448 gram netto.
Guld medalje:
Gennemsnit på 465 gram netto med et interval fra 369 til 513 gram netto.
Det er under forudsætning af at opsatsen opnår 12 point for skønhed.
Hvor meget tabe opsatsen i vægt under tørring?
Hvor meget taber opsatsen i vægt under tørring afhænger af under hvilken forhold trofæet opbevares under. Som tommefingre regel siger man 5-8% eller 30-70 gram af vægten i tørreperioden, hvor det største vægttab er indenfor 7-10 dage efter kogning. Hvis opsatsen placeres ved en varmekilde og et godt tørt miljø vil udtørringen går hurtigt. Jo bedre kraniet er renset for brusk, hjerne og andet jo mindre vægttab.